Alkoholfri drinks

Alkoholfri drinks
Det var egentlig min hensigt at lave disse alkoholfri drinks om eftermiddagen, så både vi og børnene kunne blive kølet ned i sommervarmen. Men det nåede jeg ikke, så derfor blev de i stedet lavet til kun os to om aftenen. Det blev til en hyggestund i haven under pavillonen med stearinlys, solnedgang i baggrunden og en noget mere behagelig temperatur.

Den første drink er en Mojito, min favorit drink med knust is, økologisk lime, rørsukker og mynteblade. Den anden en rigtig “kvinde drik”, Strawberry Daiquiri med lime juice, sirup og friske danske jordbær. Opskriften er inspireret af flere drinks-sider på nettet. Jeg har “plukket” lidt hist og her, og har tilpasset den efter mine smagsløg

Ingen af os har før smagt alkoholfri dinks, men vi enige om, at de smagte skønt. Jeg vil helt sikkert lave begge drinks igen, evt. når vi får besøg af venner eller familie med børn eller ved andre festlige lejligheder. Det er så hyggeligt, når børnene kan være med, og de ikke bare skal drikkes af med en “flad” kop saftevand.

Alkoholfri drinks

Opskrift på alkoholfri drinks – mojito

Mojito:
10 limebåde
4 tsk rørsukker
8 mynteblade
3-4 dl danskvand
16 isterninger som knuses

Fremgangsmåde

Limebåde, rørsukker og myntebladene røres godt sammen. Jeg har ikke en morter, så jeg kom ingredienserne op i en skål og “maste” dem med en kartoffelmos-hakker. Det lyder nok lidt underligt, men det fungerede.
Glassene fyldes op med knust is. Har du ikke knust is, kan du lave dem selv med en hammer og et viskestykke eller frysepose. Kom ingredienserne fra skålen op i glassene og fyld op med danskvand. Serveres iskold med et sugerør.

Mængde

2 glas

Opskrift på alkoholfri drinks – strawberry daiquiri

12 jordbær
12 isterninger
4 limebåde som presses
4 tsk rørsukker
4 tsk vand
1 tsk sirup

Fremgangsmåde

Isterninger og jordbær kommes op i en blender og blendes grundigt. Saften fra limebådene presses ned i blenderen, sammen med rørsukker, vand og sirup.
Serveres med det samme.

Mængde

2-3 glas

Alkoholfri drinks


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.