Æggemuffins med bacon
Morgenmad

Æggemuffins med bacon

Æggemuffins med bacon

Jeg behøver ikke, at spørge Malte hvad han gerne vil have til morgenmad, for jeg ved med sikkerhed, at svaret vil være “noget med æg”. Jeg tror faktisk, at han kan lide æg tilberedt på næsten alle måder. Kogte æg, spejlæg, røræg, omelet, æggesalat, æggewrap, æggemad eller som her i opskriften æggemuffins med bacon. Bare det er noget med æg, så er han vældig glad.

På hverdagene laver jeg ofte røræg eller spejlæg til ham om morgnen, hvis tiden er til det. Og hvis jeg laver noget aftensmad, som jeg ved, at han ikke er fan af, så er det også tit, at jeg supplerer med lidt æg. I dag har jeg lavet disse æggemuffins til mig selv til morgenmad, og dem må jeg helt sikkert lave igen, så Malte kan smage dem. Jeg synes, både de kan spises om morgnen men også sagtens til frokost eller aftensmad, eller hvad med i madpakken sammen med et stykke groft rugbrød?

Jeg har lavet dem i en silikone muffinsform, som jeg også bruger tit, når jeg bager. Det er så dejlig nemt, at formes ikke skal smøres, og der ikke er noget som hænger fast. Derudover er formen meget nem at rengøre, så jeg er bestemt fan af silikoneforme.

Æggemuffins med bacon

Æggemuffins med bacon

Æggemuffins med bacon

Antal 3 stk.

Ingredienser

  • 2-3 skiver bacon
  • 2 æg
  • 6 skiver rød snack-peberfrugt
  • Salt og peber

Pynt:

  • Krydderurter

Sådan gør du

  • Skyl peberfrugten og skær 6 skiver af den. Læg skiverne i bunden af en silikone muffinsform med to peberfrugter i hver. Skær baconen over så den passer i formen, og læg den rundt langs kanten. Baconen må ikke ligge i dobbelt lag. Pisk æggene sammen med salt og peber med en gaffel og hæld æggeblandingen ned i formen.
    Bagetid: 18-20 minutter ved 200 grader varmluft.
    Pynt æggemuffinsene med krydderurter og spis dem lune sammen med brød eller et par skiver grøntsager til.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar