10 udflugter for børn i efterårsferien

10 udflugter for børn i efterårsferien

Holder I efterårsferie i denne uge? Vi holder ikke en hel uges ferie, men har valgt at holde et par fridage, og så gemmer vi resten af ferien til et andet tidspunkt. Alligevel er vi gået lidt i feriemode, og har sat tempoet ned. I går hyggede vi os alle fire med Raclette, og om aftnen pyntede Søren og drengene stuen med halloween pynt.

Over i vores køkken hænger en seddel, hvor drengene hver dag i denne uge kan se, hvad der skal ske. Jeg har lavet fem felter og tegnet i dem hver. Så kan de se, hvornår de skal i SFO og børnehave, og hvornår vi har fri. En af de dage som de glæder sig rigtig meget til, er dagen hvor vi skal i Tivoli og se deres smukke halloween pynt. Det er blevet en tradition for vores familie, ligesom vi tager i Tivoli hvert år til jul.

Hvis I endnu ikke ved, hvad I skal lave, har jeg her lavet en liste med inspiration til 10 udflugter for børn i efterårsferien. Det er ture, som vi har været på, og som jeg har skrevet om her på bloggen.

10 udflugter for børn i efterårsferien

1. Halloween i Tivoli. En tur der virkelig kan anbefales, og som hele familien får noget ud af. Nyd en dag sammen i Tivoli og se den flotte halloween udsmykning.

2. Hvis vejret ikke er til udendørs aktiviteter, kan I gemme jer mellem smukke fisk og koraler i Den Blå Planet.

3. En anden oplagt tur for børnene på en regnfuld dag som i dag er en tur i Børnenes Eventyrfabrik i Kokkedal. Der kan store og små få hoppet, leget og løbet i timevis.

4. I den smukke skov Dyrehaven ligger Skovbaren. En tur vi har været på flere gange, og som vi helt sikkert vil tage på igen. Skovbaren ligger midt inde i skoven, og her kan man købe varm suppe, grille pølser eller nyde en kop varm kakao alt imens man er omringet af smuk natur.

5. En eftermiddag på en af de nærtliggende legepladser er noget som vores drenge nyder. Pak en lækker madpakke og kom ud i den friske luft i et par timer sammen med børnene.

6. På Lolland ligger Knuthenborg Safaripark. Vi har kun været der om sommeren, da vi bor et par timers kørsel der fra. Men jeg er sikker på, at parken er lige som smuk på denne tid af året, og de holder åbent i efterårsferien.

7. Mosehuset i Borup har også åbent i efterårsferien, og her kan man nyde smuk natur, købe det fineste brugskunst og spise de bedste pandekager.

8. Ikke langt fra hvor vi bor ligger Grantoftegård. Her har vi været til øko-dag, men vi har også besøgt gården flere andre gange. Både for at købe økologiske grøntsager eller for at gå en tur sammen med drengene og se på dyr. Sådan en tur behøver ikke at koste noget, og børnene synes det er skønt at komme ud opleve dyrerne. Tjek om der ligger en gård i nærheden af, hvor I bor.

9. En anden gratis fornøjelse som William og Malte også rigtig godt kan lide er picnic og skattejagt i haven. Sådan en hyggestund kræver ikke de store forberedelser, og børnene er vilde med det.

10. Jeg er i tvivl, om der igen i år, afholdes Lego World. Vi har været der to gange, og William syntes, det var fantastisk at få lov at bygge og lege i Lego.

 

Hvad skal I lave i efterårsferien, og har I nogen traditioner?

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.