10 børnevenlige retter

10 børnevenlige retter

Rispapirruller og små kødboller med soya. William spurgte faktisk i går, om vi ikke snart skulle have de der papirer, som man fylder grøntsager i. Det var dem her, som han mente :-)

Jeg synes generelt, at børnene er gode til at spise den mad, som vi får. Ingen af dem er kræsne, og de er begge gode til at smage på nye ting – nok mest William, men Malte er jo heller ikke så stor endnu.

Vi prøver at spise varieret og sundt og godt med grøntsager og frugt. Vi spiser ikke stærkt mad og er desværre ikke så gode til fisk, men ellers synes jeg, at både vi og børnene spiser det meste. Maden vi spiser til hverdag er forholdvis enkle retter, og ikke mad der tager for lang tid for mig at tilberede. Jeg starter som regel på aftensmaden inden Søren er kommet hjem, og så tager han over med drengene og leger, når han er hjemme.

Her har jeg samlet 10 børnevenlige retter med links, som alle kan findes på bloggen.

Kylling i karry
Maltes yndlingsret er kylling i karry. Han spiser gerne 2-3 portioner, når jeg laver det til aftensmad. Denne her kylling i karry er enkel at lave, og så er det nemt at variere tilbehøret.

Paprikagryde

Paprikagryde med skinkekød, bacon, cocktailpølser, fløde og kogte ris. Mhmm det smager nu altså godt.

Majskolber i ovnen

Vi kan alle fire rigtig gode lide majskolber. Både kogte, på grillen eller som her hvor majskolberne er lavet i ovnen.

Svensk pølseret

Hvis jeg spørger William, hvad han gerne vil have til aftensmad, ved jeg næsten med sikkerhed, at han vil svare svensk pølseret. Det er en af favoritretterne fra William gik i børnehave, og han kom altid hjem og fortalte, når de havde fået svensk pølseret.

Millionbøf

En anden rigtig klassisk familie- og børnevenlig ret er millionbøf. Jeg har i opskriften her blandet kartoflerne med gulerødder. Det giver kartoffelmosen en fin farve, og gør den ekstra sød og cremet.

Butterdejspakker med oksekød

De her butterdejspakker med oksekød er nemme at lave. Fyldet kan man selv bestemme, og mine drenge er vilde med dem.

Sweet potato fries med dip

Sweet potato fries lavet af søde kartofler spiser vi meget i perioder. Børnene elsker dem, og jeg synes, det er rart med lidt afveksling fra de almindelige pommes frites.

Vi plejer at dyppe vores sweet potato fries i hjemmelavet dip. Opskriften på dippen kan også findes i linket.

Store og luftige burgerboller

På listen her skal helt sikkert også være min opskrift på store og luftige burgerboller. De er perfekte til en grillaften med burgere, fødselsdag eller flæskestegssandwich.

Svenske kødboller

En anden rigtig børneklassiker er svenske kødboller, serveret med kartoffelmos, lys brun sovs og tyttebær.

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’.


Kommentarer

10 børnevenlige retter — 2 kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.