Små farsbrød i muffinform

Små farsbrød i muffinform

I går aftes fik vi små farsbrød med bønnefritter og sovs, og det smagte SÅ godt! Farsbrødene blev godt nok ikke lige så pæne i faconen, som jeg havde forestillet mig, men kødet blev saftigt og med en god smag fra hvidløg og krydderierne. Jeg elsker friske krydderurter og bruger dem meget i min madlavning. Om efteråret og vinteren køber jeg krydderurter i butikkerne, når ikke vi har flere tilbage af dem, som jeg har tørret. Hele sommeren har vi vores egne krydderurter i haven, og jeg tilsætter dem i alt den mad, jeg kan komme til. Søren og drengene synes godt, at det kan blive lidt for meget, hvorimod jeg synes det pynter og smager herligt med mange krydderurter.

En smart ting ved de her små farsbrød er, at når farsen er rørt sammen, så skal de bare i ovnen. Der passer de sig selv, og så kan man jo lige blande en salat til eller samtidig med farsbrødene komme kartofler eller bønner i ovnen. Så er der nem aftensmad til hele familien på ganske kort tid.

Nå nu vil jeg se at få rundet af, så jeg kan nå at forberede noget mad, inden drengene skal hentes fra børnehave og skole. Vi får gæster i morgen til fødselsdag, og jeg skal både nå at lave et par salater, en dessert og bage boller. Jeg burde snart lære, at det tager længere tid at lave mad til gæster, end jeg går og fortæller mig selv ;-)

Små farsbrød i muffinform

Små farsbrød i muffinform

Opskrift på små farsbrød i muffinform

1000 g hakket oksekød
50 g rasp
2 tsk havsalt
1,5 tsk paprika
1 fed hvidløg
50 ml mælk
1 æg
Frisk timian
Eventuelt smør til formen

Fremgangsmåde

Kom kødet ned i en skål og tilsæt, rasp, havsalt, paprika og presset hvidløg. Kom også mælk og æg i skålen og rør farsen godt sammen. Tilsæt godt med frisk timian og rør endnu en gang.

Jeg har brugt to forskellige forme til farsbrødene både en almindelig aluminium muffinform og en af silikone. Hvis du benytter en silikoneform, er det ikke nødvendigt at smøre den, men i aluminimums-formen er det en god idé med smør eller olie, så kødet ikke sætter sig fast. Kom kødet ned i formene og sæt dem i en forvarmet ovn.

Bagetid: 18-20 minutter ved 200° varmluft.

Mængde

14 styk små farsbrød

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *