Rødkålssalat med æble og mandarin

Rødkålssalat med æble og mandarin

Vi havde gæster i weekenden, og til aftensmad serverede vi flæskesteg, flødekartofler med frisk timian og denne virkelig lækre rødkålssalat med æble og mandarin.
Udover æble og mandarin var der også persille i salaten, granatæblekerner og hakkede hasselnødder. Rødkålen havde jeg vendt i en enkel dressing af olivenolie, honning, citronsaft og sennep.
Resultatet blev så godt! En farvrige og let syrlig salat som jeg tænker vil være rigtig god at servere juleaften sammen med julemaden. Vi snakkede faktisk om, at vi vil lave salaten igen, når vi skal holde jul hos os. Jeg synes nemlig godt, at man kan mangle lidt salat eller syrligt til den ellers ret fede julemad.

Til dessert i lørdags fik vi frugtsalat med råcreme og chokoladeknapper. Det havde William få dagen inden efterspurgt, så han fik lov at bestemme desserten. Dog havde jeg ikke lige fået taget højde for at både aftensmaden og desserten indeholdt temmelig store mængder fløde, men det går nok når der er gæster ;-)

Inspiration til mere julemad og julegodter:  Flæskestegssandwich – brunede kartofler og 12 gode opskrifter på kager og søde sager til jul.

Rødkålssalat med æble og mandarin

Rødkålssalat med æble og mandarin

Opskrift på rødkålssalat med æble og mandarin

0,5 rødkål
95 g granatæblekerner
25 g bredbladet persille (en halv bakke)
2-3 røde æbler
3 mandariner
75-100 g hasselnødder

Dressing:
3 spsk olivenolie
1,5 tsk honning
0,5 tsk Dijonsennep
2 tsk citronsaft
1 spsk vand
Salt og peber

Fremgangsmåde

Skær rødkålen ud i små bitte passende stykker og skyl dem i en sigte.

Rør dressingen sammen og smag den til med salt og peber.
Når rødkålen er dryppet af i sigten kommes den ned i en skål og dressingen hældes ud over kålen. Vend dressingen og rødkålen godt sammen og skyl og bland persillen i.

Skæl mandarinerne og skær bådene over i halve og kom dem i salaten.

Skyl æblerne og skær dem ud i små tern. Hak hasselnødderne i mindre stykker og pynt salaten med de hakkede hasselnødder, små æblestykker og granatæblekerne.

Mængde

En stor skål rødkålssalat med æble og mandarin

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *