Pølsehorn med havregryn

Pølsehorn med havregryn

William har været på overnatning i skoven med sin klasse. De skulle være i skoven hele dagen fra om formiddagen ind til næste morgen. Udover en god og stor madpakke skulle børnene også hver især medbringe noget mad fra en liste som var blevet lavet.
Under William stod der, at han skulle medbringe 20 pølsehorn. Det passede mig ganske fint, da jeg jo godt kan lide at bage og selvfølgelig gerne vil bidrage med noget mad til turen. William spurgte, om jeg ikke godt ville bage 22 pølsehorn, for så havde han også to til madpakken ;-) Selvfølgelig ville jeg det, og når jeg først er i gang med at bage, gør det mig ikke noget, om jeg skal lave en større portion.

Opskriften her giver cirka 40-44 pølsehorn, så kunne William få den ene halvdel med i skoven og den anden halvdel kom i fryseren. William får tit et pølsehorn med i madpakken, eller også bliver de brugt som et mellemmåltid til drengene inden aftensmaden eller i weekenden.

Der er havregryn i opskriften her, og det gør at pølsehornene mætter lidt mere. Selve dejen er rigtig nem at arbejde med, og den klistrer slet ikke. Pølsehornene bliver bløde og lækre med sprød kant. Som nævnt kan de fryses, og enten spises efter de er optøet eller lige lunes et par minutter.

Pølsehorn med havregryn

Pølsehorn med havregryn

Pølsehorn med havregryn

Opskrift på pølsehorn med havregryn

(giver en stor portion dej. Opskriften kan eventuelt halveres

5 dl lunken vand
50 g gær
1 spsk salt
1 spsk sukker
3 spsk raps eller solsikkeolie
200 g havregryn
600 g hvedemel
20-22 pølser

Pynt:
Æg til pensling
Sesamfrø

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og sukker.
Kom olien i og derefter havregrynene og melet lidt af gangen.
Rør dejen rigtig godt sammen med en køkkenmaskine med dejkrog på.
Når dejen er samlet og blød sættes den til at hæve i 30 minutter med et viskestykke over skålen.

Skær pølserne over i halve så de er klar.
Del dejen over i to og rul begge dele dej ud til en stor tynd cirkel på et mel-drysset bord.
Skær dejen ud i trekanter. Hver del dej skal skæres ud til cirka 20-22 trekanter.
Læg et stykke pølse på den brede ende af dejen og rul dejen rundt om pølsen.

Læg pølsehornene på to plader med bagepapir. Pisk ægget sammen og brug det til at pensle alle pølsehornene med. Drys sesamfrø hen over pølsehornene inden de kommes i en forvarmet ovn. Bagetid: Cirka 15 minutter ved 200° varmluft.

Mængde

40-44 pølsehorn med havregryn

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Kommentarer

Pølsehorn med havregryn — 4 kommentarer

    • Dejligt at høre at du synes om mine opskrifter :-)

      Jeg har brugt grillpølser i disse. Men brunchpølser, kyllingepølser eller hotdog pølser kan også bruges.

  1. Tak for hurtigt svar, men det var nu mere, om du kunne anbefale en bestemt pølse.
    Jeg ved godt, at man kan bruge forskellige :-)

    • Nej jeg har ikke et bestemt mærke, som jeg kan anbefale. Det er smag og behag :-)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *