Nem pizzadej med rugmel

Nem pizzadej med rugmel

Jeg bruger altid min opskrift på nem pizzadej, når jeg laver hjemmelavede pizzaer.
Det er en god basis-dej, som jeg ved virker hver gang. Den er lavet på Tipo 00 hvedemel, som er italiensk hvedemel, der gør dejen elastisk og nem at arbejde med.

I opskriften her har jeg også brugt Tipo hvedemel, men jeg har erstattet noget af hvedemelet med rugmel. Så bliver bunden af pizzaen lidt grovere og mætter mere.
Jeg synes, det kan være lidt af en balancegang at ramme den rigtige mængde af hvedemel og rugmel. For vi bryder os ikke om at pizzaen bliver for grov eller mister den bløde, luftige og gode smag, som en pizza gerne må have.
Jeg synes, at jeg har ramt den meget godt ved denne blanding af italiensk hvedemel og rugmel. Men hvis man godt kan lide pizzaen grov og meget sprød, kan der tilsættes mere fuldkornsmel. Det kan så godt være, at hævetiden eller indholdet af vand skal ændres.

Der bliver to store pizzaer ud af denne opskrift på pizzadej med rugmel. Jeg har ikke prøvet at fryse dejen, men jeg læste forleden dag, at man godt kan fryse pizzadej.
Har I prøvet det?

Nem pizzadej med rugmel

Opskrift på nem pizzadej med rugmel

3 dl koldt vand
25 g gær
1 tsk sukker
1 tsk havsalt
2 spsk olivenolie
200 g rugmel
300 g Tipo 00 hvedemel (italiensk hvedemel) + lidt ekstra til når pizzaerne skal formes

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt og olivenolie. Tilsæt først rugmel og derefter hvedemelet lidt af gangen og rør det hele godt sammen. Jeg har brugt en køkkenmaskine til at ælte dejen. Den skal æltes, til den er helt glat og ensartet. Sæt dejen til at hæve i 45 minutter med et viskestykke over skålen.

Del dejen i to dele og form dem til kugler. Drys mel ud på køkkenbordet og læg pizzadejen på bordet. Lad dejen efterhæve i 20-30 minutter med et viskestykker over.

Kom lidt mel på en kagerulle og rul begge kugler dej ud til to store pizzaer.
Læg pizzadejen på to plader med bagepapir. Jeg lavede mine pizzaer nogenlunde runde, men dejen kan også trækkes, så den passer til bagepladen, afhængig af hvor tynd en bund man ønsker.

Kom tomatsauce og det ønskede fyld på pizzaerne og kom dem i ovnen.
Bagetid: 15-17 minutter ved 225° (varmluft). Bagetiden afhænger af ovnen.

Mængde

Pizzadej til 2 store pizzaer

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *