Lasagnesuppe

Lasagnesuppe

Denne her lasagnesuppe er virkelig lækker og nem at lave!
Det er næsten bare at komme alle ingredienserne ned i gryden, og så er der suppe en halv times tid senere. Så selv om ingrediens-listen er lidt lang, skal I ikke lade jer skræmme og tro, at det er et stort projekt at lave lasagnesuppe, for det er det bestemt ikke.

Jeg har brugt løg, hakkede tomater, gulerødder og squash i min lasagnesuppe men det kunne sikkert også smage godt med små tern af peberfrugt, majs, ærter eller kål.
Inden servering har jeg toppet suppen med friske basilikumblade, friskrevet parmesanost og Ricotta ost. Ricotta er en blød og kalorielet ost som ofte bruges i det italienske køkken. Jeg synes, at den har en lidt speciel konsistens, så jeg vil hellere have creme fraiche på min suppe.

Lasagnesuppen mætter godt og passer perfekt til en grå og kold efterårsdag. Er der rester tilbage kan den godt varmes op dagen efter. Eventuelt kan der tilsættes lidt mere vand, hvis suppen er blevet for tyk i det. I kan se flere dejlige opskrifter på vinterretter her.

Lasagnesuppe

Lasagnesuppe

Opskrift på lasagnesuppe

Smør til stegning
1 løg
1 stort fed hvidløg
700 g hakket oksekød
1 squash
3 gulerødder
2 oksebouillon terninger
4 dl tomatpuré
400 g hakkede tomater
Salt og peber
0,5 tsk chiliflager
1 tsk oregano
13 dl vand
5 store lasagneplader (jeg har brugt bølget lasagneplader fra Delverde)

Pynt:
Frisk basilikum
Parmesanost
Ricotta ost eller creme fraiche

Fremgangsmåde

Skræl gulerødderne og riv dem sammen med squashen på et manuelt eller elektrisk rivejern.

Hak løg og hvidløg ud i små tern og svits det i en stor gryde med smør.
Tilsæt kødet og steg det til det er brunet og gennemstegt.

Tilsæt de revet grøntsager og bland dem sammen i gryden.
Kom bouillon terninger, tomatpurén og de hakkede tomater i gryden. Herefter kommes krydderierne i retten og så vandet lidt af gangen. Hold eventuelt lidt igen med vandet så du kan give suppen den konsistens, som du ønsker. Lad retten simre uden låg i 15 minutter.

Knæk lasagneplader ud i mindre stykker og kom dem ned i suppen. Lad lasagnesuppen koge i 15-18 minutter eller til lasagneladerne er som de skal være.

Anret suppen i skåle og pynt med friske basilikumblade, revet parmesanost og Ricotta ost (eller en skefuld creme fraiche).

Mængde

5-6 personer

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *