Koldskål – hjemmelavet kærnemælkskoldskål

Koldskål – hjemmelavet kærnemælkskoldskål

Sommer og koldskål det hører bare sammen, og selv om vi ikke har haft særlig mange solskinsdage, så har jeg alligevel lavet hjemmelavet kærnemælkskoldskål. Opskriften er ganske enkel, og den tager virkelig ikke mange minutter at piske sammen.

I opskriften har jeg brugt vaniljesukker fra Princip. Den synes jeg er ret god. Den er lavet af rå rørsukker blandet med Madagaskar bourbon vanilje. Den dufter skønt og har en god smag. Ønsker man ikke at købe sin vaniljesukker, kan man selvfølgelig også lave sin egen hjemmelavet udgave.

Efter koldskålen er pisket sammen, skal den helst stå på køl i et par timer. Den kan kan også stilles i fryseren, så den bliver meget kold og får et lille tyndt islag. Sådan fik vi altid kærnemælkskoldskål i mit barndomshjem. Iskold og med lækkert tilbehør ved siden af.

Link til de hjemmelavede kammerjunkere og mini marengs kan ses under opskriften.

Koldskål – hjemmelavet kærnemælkskoldskål

Opskrift på koldskål – hjemmelavet kærnemælkskoldskål

(Giver en stor portion koldskål – opskriften kan eventuelt halveres)
6 æggeblommer
225 g sukker
4 tsk vaniljesukker af rørsukker og vanilje (se beskrivelse længere oppe i teksten)
150 ml græsk yoghurt
0,5 citron
2 liter kærnemælk

Fremgangsmåde

Pisk æggeblommerne, sukkeret og vaniljesukkeret sammen til det er lyst og luftigt.
Tilsæt græsk yoghurt og saften fra en halv citron. Kom kærnemælken langsomt i imens det hele piskes godt sammen.

Smag koldskålen til og tilsæt eventuelt mere citron og vaniljesukker efter smag.

Stil koldskålen på køl med et låg over skålen indtil den er helt kold.
Man kan også stille koldskålen i fryseren i en halv times tid, hvis man ligesom os godt kan lide, når den er meget kold.

Nyd koldskålen sammen med hjemmelavede kammerjunkere og lyserøde mini marengs.

Mængde

2 liter koldskål

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *