Grøn iste med mango og appelsin

Grøn iste med mango og appelsin

Denne her helt vildt lækre og kolde grønne iste med mango og appelsin kommer jeg til at drikke hele sommeren. Jeg har allerede lavet den flere gange, og den er virkelig god!

Man kan lave den på to måder. Der er den nemme og hurtige måde, hvor teen blandes med en færdigkøbt smoothie, eller man kan lave den ved selv ved at blende frugten.
Jeg har skrevet opskriften på dem begge længere nede i teksten.

Jeg synes, isteen er god som tilbehør til en lækker salat, eller når der skal slappes af i haven. Nu har vi jo endelig fået forår eller måske snarere sommervejr, og så skal der laves masser af kølige drikke.
25 grader viser termometeret lige nu, og hold da op hvor er det skønt, at vi endelig har fået godt vejr. Jeg glæder mig til at komme i haven sammen med drengene i eftermiddag. Så finder vi vandpistolerne frem, og så vil jeg lave en kølig iste til os.
Kan I have en rigtig god og solrig dag ;-)

Grøn iste med mango og appelsin

Grøn iste med mango og appelsin

Opskrift på grøn iste med mango og appelsin


Isteen kan laves på en af følgende måder – den nemme

1 brev økologisk grøn te (jeg har brugt den fra levevis)
2,5-3 dl vand
2,5 dl smoothie med mango og appelsin (fx den fra froosh)
1 tsk honning
Isterninger

eller hvis du selv vil blende frugten

1 brev økologisk grøn te (jeg har brugt den fra levevis)
2,5-3 dl vand
1 mango
1 appelsin (uden sten)
0,5 dl vand
1 tsk honning
Isterninger

Fremgangsmåde

Den nemme måde
Kog vandet og kom teen i. Lad teen trække i et par minutter. Den må gerne være kraftig i smagen. Tag tebrevet op og rør honningen ud i teen. Sæt teen på køl i 5-10 minutter.
Kom 3-4 isterninger i to glas og rør teen og smoothien sammen. Hæld det op i glasene og server isteen med det samme imens den er iskold.

Den hjemmelavet måde
Kog vandet og kom teen i. Lad teen trække i et par minutter. Den må gerne være kraftig i smagen. Tag tebrevet op og rør honningen ud i teen. Sæt teen på køl i 5-10 minutter.
Tag skrællen fra appelsinen og skær appelsinen og mangoen ud i mindre stykker.
Kom vand og frugt ned i en blender og blend det sammen til smoothie.
Lad eventuelt smoothien løbe igennem en sigte, hvis du gerne vil have isteen tynd og uden “frugt-klumper”.
Kom 3-4 isterninger i to glas og rør teen og smoothien sammen. Hæld det op i glasene og server isteen med det samme imens den er iskold.

Mængde

2-3 personer

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

 


Kommentarer

Grøn iste med mango og appelsin — 2 kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *