Frikadelle-boller

Frikadelle-boller

Jeg har lavet frikadelle-boller eller indbagte frikadeller kunne man også kalde dem.
De er lavet ud af en dej med Manitoba hvedemel. Manitoba mel gør dejen virkelig blød, elastisk og nem at arbejde med. I midten af hver bolle er der en frikadelle, som jeg har forstegt på panden.

Frikadelle-bollerne smager rigtig godt lune, men de kan også spises kolde og er derfor gode i madpakken. Fx. sammen med en salat, grøntsagsstave eller en lille bøtte med ketchup til at dyppe i. Jeg fik 15 frikadelle-boller ud af opskriften. Et par stykker lagde jeg til side til drengene, og resten kom jeg i fryseposer med clips på.
Jeg synes, det er så rart at have hjemmebag i fryseren, når der mangler noget ekstra til Williams madpakke. Han får hver dag både formiddagsmad med (som de i skolen kalder 10-mad) og så en større madpakke til frokostpausen.

Mere madpakke inspiration: Fuldkorns-pizzastænger – mini pølsehorn med speltmel og pizzasnegle med cheddar og frisk timian.

Frikadelle-boller

Frikadelle-boller

Opskrift på frikadelle-boller

Dej:
3 dl koldt vand
25 g gær
1 tsk sukker
1 tsk havsalt
2 spsk olivenolie
500 g Manitoba hvedemel + lidt ekstra til når bollerne skal formes

Frikadeller:
450 g svine- og kalvekød
1 æg
1 fed hvidløg
5 spsk hvedemel
1 tsk salt
Peber
1 dl danskvand
Smør til stegning

Fremgangsmåde

Dej:
Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt og olivenolie. Tilsæt melet lidt af gangen og rør det hele godt sammen. Jeg har brugt en køkkenmaskine til at ælte dejen. Den skal æltes, til den er helt glat og ensartet. Sæt dejen til at hæve i 45 minutter med et viskestykke over skålen.

Frikadeller:
Rør kødet sammen med ægget med en elpisker. Tilsæt presset hvidløg og mel og rør farsen sammen.
Kom salt og peber i farsen og til sidst hældes danskvand i lidt af gangen, imens farsen røres sammen. Form frikadellerne i hånden med en spiseske og steg dem på en stor varm pande i smør. Der skal blive 15 frikadeller ud af farsen og hver frikadelle fylder cirka en spiseske.
Jeg færdigstegte ikke frikadellerne helt, da de også skal i ovnen. Det vil sige, de må gerne være lidt rå, så de ikke blive tørre, når de er helt færdige.

Frikadelle-boller:
Del dejen i to dele og drys lidt mel ud på bordet og på kagerullen. Rul begge klumper dej ud til to store flade stykker – ligesom når man laver pizzaer. Skær dejen ud i firkanter og kom en frikadelle på hvert stykke dej.
Luk dejen rundt om frikadellen så der bliver en pæn lukning. Tag eventuelt overskydende dej fra og brug det til den næste udrulning. Der skal være 15 stykker dej til hver frikadelle.

Sæt frikadelle-bollerne på to plader med bagepapir med bunden nedad.
Bagetid: 25 minutter ved 200° varmluft. Bagetiden afhænger af ovnen.

Spis frikadelle-bollerne imens de er lune eller kom i madpakken sammen med en lille bøtte med ketchup til at dyppe i.

Mængde

15 frikadelle-boller

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *