Browniebund toppet med chokolade og hindbær

Browniebund toppet med chokolade og hindbær

I går eftermiddags bagte jeg denne super skønne browniebund toppet med chokolade og hindbær. Vi havde min mor på besøg til hygge og aftensmad. Det er torsdags-tradition, som vi har haft i rigtig mange år. Drengene glæder sig hver uge til mormor kommer, og jeg plejer at gøre lidt ekstra ud af maden på torsdagene. Så hygger vi med boller, knækbrød eller kage om eftermiddagen og spiser god mad senere. Tit er William og Malte i haven med mormor, eller også cykler de på vejen foran vores hus, når det er godt vejr.

Jeg havde haft kagen her på min to-do madlavningsliste i et stykke tid, og i går skulle det altså være! Bunden er egentlig en marengsbund. Næsten den samme opskrift som jeg bruger til min chokolade pavlova. Jeg er flere gange blevet spurgt, hvad det er for en bund, og om det er en browniebund. Bunden er meget enkel at lave og består kun af æggehvider, sukker og mørk chokolade. Den skal ikke bage så længe i ovnen, og når den kommer ud, er den sprød udenpå og helt chokolade-blød og lækker i midten.
Jeg kan godt sige jer, at der duftede i hele huset, da den blev lavet, og der blev spurgt mange gange, om vi snart skulle have kage! Da William smagte kagen, sagde han, “det her den bedste kage nogensinde. Vil du lave den til min fødselsdag?”. Flottere ros får man vist ikke, og selvfølgelig vil jeg gerne lave den til hans fødselsdag :-)

Browniebund toppet med chokolade og hindbær

Browniebund toppet med chokolade og hindbær

Opskrift på browniebund toppet med chokolade og hindbær

Bunden:
4 æggehvider
200 g sukker
200 g mørk chokolade

Toppen:
0,5 liter piskefløde
Hindbær
Forskellige chokolader fx. mini skildpadder, Toffifee, karamelfyldte chokolader
100 g mørk chokolade til chokolade-krymmel

Fremgangsmåde

Æggehviderne piskes helt stive med en elpisker. Tilsæt derefter langsomt sukkeret imens der piskes videre. Smelt chokoladen i et vandbad og hæld den varme chokolade ned i ægge/sukker massen og rør det forsigtigt rundt.

Blandingen hældes ud på en plade med bagepapir og formes til en stor cirkel med en dejskraber. Bag kagen i midten af ovnen.
Bagetid: 16-18 minutter ved 175° (varmluft). Bagetiden afhænger af ovnen.
Kagen skal være helt sprød ovenpå og blød indeni – men ikke flydende.

Pynt kagen med flødeskum, chokolade og hindbær når den er afkølet.

Chokolade-krymmel
Kom pladen med de 100 gram chokolade i microovnen i 10-15 sekunder. Den må ikke smelte, men skal blive en anelse blød. Brug en ostehøvl til at lave chokolade-krymmel ud af chokoladen.

Mængde

10-12 stykker kage

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Kommentarer

Browniebund toppet med chokolade og hindbær — 6 kommentarer

    • Hej Jimmi

      Tak. Den er ret nem at lave, og så smager den bare godt :-)
      God weekend.
      Hilsner fra Mie

    • Hej Lene

      Det kan man sagtens, det har jeg gjort flere gange. Jeg plejer bare at lade bunden ligge på bagepapiret med et fad under og så rulle husholdningsfilm rundt om fadet. Så er den klar til at blive pyntet dagen efter.
      God bagning :-)
      Hilsner fra Mie

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *